Før du køber

Ofte stillede spørgsmål før købet.

Sådan måler du korrekt op til nye vinduer og døre

Når du skal måle op til nye vinduer, er det vigtigt at kende forskellen på hulmål og udvendig karmmål. Det er udvendig karmmål, du skal oplyse til os.

Hulmål

Hulmålet er størrelsen på selve hullet i muren. Det vil sige bredden fra mursten til mursten og højden fra mursten i toppen til mursten i bunden af hullet.

Udvendig karmmål

Udvendig karmmål er det, elementerne bliver produceret i. Hos Rationel anbefaler vi, at du afsætter 12 mm til fugen i hver side og i top og bund. For at beregne udvendig karmmål skal du altså trække 24 mm fra bredden og 24 mm fra højden på selve hulmålet. Måler du hullet til 1000 mm i bredden og 1500 mm i højden, skal udvendig karmmål være 976 mm i bredden og 1476 i højden.
Ønsker du buede elementer, modtager vi gerne en skitse af elementet, hvor der er 12 mm mellemrum til hulmålet, så vi kender højden.
Ved skråvinklede elementer skal du oplyse mål på bredden, den lave side og hældningen.

Se vores instruktionsvideoer, hvor vi viser hvordan du korrekt måler op til enten dit vindue eller din dør.

Kan jeg søge tilskud til mine nye vinduer?

Bygningspuljen gør det nu muligt at få tilskud til vinduer med ekstra god energi. Det er en splinterny tilskudsordning, der skal gøre danske huse mere klimavenlige. Du kan som boligejere få flere tusinde kroner i tilskud, hvis du skifter de gamle vinduer ud med nye lavenergivinduer. Ordningen gælder for både privatpersoner og foreninger. Det er ikke muligt at få tilskud til gør-det-selv projekter, men det er muligt selv at indkøbe materialerne og få et firma til at udføre tiltaget.

Søger du tilskud til udskiftning af dine vinduer gennem Bygningspuljen, skal produktet leve op til kravene i Energiklasse 1 og 2. Se oversigt over Rationels produkter og hvilken energiklasse/mærke de lever op til her.

Tilskuddet til vinduer i energiklasse 2 er større end til vinduer i energiklasse 1. Til gengæld vil det koste mere at købe vinduer i energiklasse 2. Der er ingen visuel forskel på produkter i Energiklasse 1 og 2. Forskellen ligger i glasset. Uanset hvilken af energiklasserne, du vælger, vil det i de fleste huse opleves som en markant forbedring. Begge typer holder så godt på varmen, at det faktisk overstiger de krav, Bygningsreglementet i dag stiller til nybyggeri. Rationel kan tilbyde produkter i begge energiklasser, både i klassisk og moderne stil.

Se oversigt over Rationels produkter og hvilken energiklasse/mærke de lever op til her.

Læs mere om Bygningspuljen på Rationels Blog.

Håndværkerfradraget giver dig mulighed for at trække arbejdsløn til energirenoveringer og klimatiltag fra i skat i både helårsbeboelse, sommerhus og andre fritidshuse. Du kan naturligvis få fradrag for håndværksydelser i forbindelse med udskiftning af ruder, vinduer og døre. Du får kun fradrag for arbejdslønnen inklusive moms (ikke for materialer). Læs mere om Håndværkerfradraget.

Du kan ikke kombinere de to tilskudsmuligheder.

Hvor kan jeg se fysiske eksempler på Rationel vinduer og døre?

Vi sælger vores vinduer og døre gennem mere end 400 forhandlere i hele landet og en stor del af dem har udstillinger med et repræsentativt udsnit af vores brede produktsortiment. Afstanden til din nærmeste forhandler med en udstilling er højst 25 km.

På vores find forhandlerside kan du se hvilke forhandlere, der har en Rationel udstilling. Vi leverer ordreproducerede vinduer tilpasset den enkelte kundes ønsker og behov. Derfor er det ikke muligt for os at vise alle varianter i forhandlernes vinduesudstilling.

Ønsker du at se en helt specifik model eller variant, anbefaler vi, du ringer til den udvalgte forhandler på forhånd, og forhører dig om hvilke modeller og varianter de viser i deres udstilling.

Find dine nærmeste forhandlere ved at klikke her

Hængsling af døre

Når du skal afgøre, om din dør er højre- eller venstrehængt, skal du altid se på døren fra den side, hvor hængslerne er synlige. Er hængslerne synlige på udvendig side, er døren udadgående. Er hængslerne derimod synlige på dørens indvendige side, er døren indadgående.

Ved indadgående døre bestemmes hængslingen ved at se på, hvilken side hængslerne sidder i, set indefra. Det vil sige, sidder hængslerne i højre side, set indefra, betegner man døren som ”højre ind”. Sidder hængslerne i venstre sidekarm, betegner man døren som ”venstre ind”.

Ved udadgående døre bestemmes hængslingen ved at se på, hvilken side hængslerne sidder i, set udefra. Det vil sige, sidder hængslerne i højre side, set udefra, kalder man døren ”højre ud”. Sidder hængslerne i venstre side, set udefra, er døren ”venstre ud”.

Hængsling og åbningsretning på plade- og rammedøre 

Hængsling og åbningsretning på terrassedøre med dørprofil

Hængsling og åbningsretning på terrassedøre med vinduesprofil

Hængsling af sidehængte, sidestyrede og sidebundhængte vinduer
Sidehængte og sidestyrede vinduer er udadgående. Når du skal bestemme hængslingssiden, skal du derfor se på vinduet udefra. Sidder hængslerne i højre side, set udefra, betegnes vinduet som ”højre ud”. Sidder hængslerne i venstre sidekarm, set udefra, er vinduet ”venstre ud”.

Et sidebundhængt vindue er indadgående. Når du skal bestemme hængslingssiden for et sidebundhængt vindue, skal du derfor se på vinduet indefra. Sidder hængslerne i højre side, set indefra, er vinduet ”højre ind”. Er vinduet hængslet i venstre side, set indefra, kalder man vinduet ”venstre ind”.

Hængsling af sidehængte og sidestyrede vinduer

Hængsling af sidebundhængte vinduer

Fandt du ikke svar på det du søgte?

Kontakt vores tekniske support via denne formular. Vores vinduesspecialister sidder klar ved tasterne til at hjælpe dig.