Indeklimaet i vores hjem er ofte betydeligt mere forurenet end luften udenfor. Frisk luft og trivsel går hånd i hånd – vi ved det jo godt, men vi glemmer ofte at lufte ud. Sommetider har vi en tendens til at sætte os lidt for godt til rette i sofaen, og så får hverken vi eller hjemmet det friske pust, som et godt indeklima afhænger af.

I Danmark opholder vi os næsten 90% af tiden indenfor. En familie på fire afgiver omkring 10 liter væske til luften hvert døgn. Vi laver mad, bader og tørrer tøj – helt almindelige aktiviteter for at få en hverdag til at fungere, og aktiviteter, som er med til at øge fugtniveauet i hjemmet. Andre aktiviteter som leg, computerspil og rengøring er med til at hvirvle støv og andre partikler op. Det hele påvirker vores indeklima.

Et dårligt indeklima går ud over helbredet. Det kan blandt andet give hovedpine, koncentrationsbesvær og kløe, og med tiden kan du eller andre i familien udvikle sygdomme såsom astma, allergi, stress eller hjertekarsygdomme, ligesom det kan resultere i fugtskader og skimmelsvamp i hjemmet. Bare i Danmark estimeres det, at der årligt tabes 22.000 sunde leveår på grund af dårligt indeklima, skriver Center for Indeklima og Sundhed i Boliger i en undersøgelse fra 2016.

Luft ud og få bedre indeklima

Luftkvaliteten er af stor betydning for indeklimaet og dit og familiens helbred

Gode udluftningsvaner giver et sundere indeklima

Luftkvaliteten er af stor betydning for indeklimaet og dit og familiens helbred. Derfor er det vigtigt, at luften i boligen bliver udskiftet, så luften er sund.

Faktisk kræver det ikke så meget at undgå problemer med dårlig luft, fugt og kondens. Der er meget, du selv kan gøre for at sikre sundere luft og dermed bedre indeklima i dit hjem. Helt enkelt  anbefaler vi, at du lufter ud med gennemtræk 5-10 minutter to til tre gange om dagen. Den naturlige ventilation kan du med fordel supplere med friskluftsventiler og andre ventilationsåbninger, så kan du også lufte ud, når du ikke er hjemme.

Hvis du foretager en grundig udluftning, er du med til at sikre et behageligt og sundt indeklima for dig og din familie.

Hvordan og hvornår?

Luft ud med gennemtræk

Det er vigtigt, at du skaber gennemtræk, når du lufter ud.  Åbn vinduer på begge sider af huset, så bliver luften gennemstrømmer huset og hurtigt bliver udskiftet. Det kan være svært at sætte et specifikt tal på, hvor mange vinduer du skal åbne – men jo flere, du åbner, desto bedre effekt.

At åbne et enkelt vindue er selvfølgelig bedre end ingenting, men det kræver meget længere tid, før det har samme effekt som gennemtræk.

Gode tidspunkter at lufte ud

Ja det lyder meget enkelt, og skulle være ret simpelt at overholde,  men analyser viser, at vi faktisk er meget dårlige til at få det gjort. En god idé er at indføre faste rutiner for udluftningen, som passer til dig og din famlie. Gode tidspunkter at lufte er:

 –  Om morgenen, lige når du er stået op. Vær særlig opmærksom på soveværelserne, hvor der igennem 8-10 timer er afgivet fugt og CO2 fra sovende børn og voksne.

 –  Omkring spisetid. I forbindelse med madlavningen, hvor der ofte bliver afgivet stegepartikler og vanddamp til luften.

 –  Ved sengetid. Så starter du natten med frisk luft på værelset og får en bedre nattesøvn.

Læs mere om udluftning på Bolius.dk

Hvad kan vinduer gøre for dig og dit indeklima?

Ud over at vinduer og døre giver masser af daglys til din bolig, og du kan åbne dem og få frisk luft i hjemmet, så er der et par ekstra fordele, som er med til at sikre dig og din familie et sundere indeklima.

Friskluftventiler

Hos Rationel har vi gjort det nemt og sikkert for dig at lufte ud, selvom du ikke er hjemme. Med Rationels udluftningspakke kan du også lufte ud som supplement, når du ikke er hjemme. En smart indbygget løsning med ventiler, der åbnes med et let klik.

Indeklimamærket

Rationel vinduer er indeklimamærket. Det er en frivillig mærkningsordning og det er din garanti for at vores produkter er gennemtestet for afgasning og har dokumentation for værdierne ikke overskrides.

Det er også bæredygtigt!

Bæredygtighed handler ikke kun om miljø, klima og andre store emner. Det handler i mindst lige så høj grad om mennesker og trivsel. Indeklimaet har afgørende betydning for din og din families sundhed, komfort og velvære.