Dagslys giver energi og får os til at trives, men danskerne holder sig indenfor det meste af døgnet og bruger typisk 16 timer hvert døgn i deres egen bolig. Derfor er det vigtigt at lukke dagslyset ind derhjemme, lyder det fra forsker.
Vi har brug for dagslys
Mennesker har brug for lys for at trives. Dagslys, vel at mærke. Dagslys er med til at regulere vores døgnrytme, holde humøret oppe og få os til at præstere bedre på jobbet, fortæller Kjeld Johnsen, der er seniorforsker ved Statens Byggeinstitut og har forsket blandt andet i sammenhængen mellem trivsel og dagslys.
”Folk, der lider under manglen på lys, føler sig trætte og triste og er i mindre omfang i stand til at udføre deres arbejde i de mørke måneder. Det viser alle undersøgelser. Lyset har stor betydning for, om vi trives og har det godt,” siger han.
Gå en tur
I Danmark er det mørkt en stor del af året, og de fleste af os lever det meste af livet indendørs. Ifølge Bolius opholder vi os indenfor i gennemsnit 80-90 procent af tiden – de 16 af timerne i egen bolig. Derfor er det vigtigt, at vi også her har godt med dagslys.
”Hvis folk opholder sig indendørs i rum med for lidt dagslys, så anbefaler vi, at de går en tur ved middagstid. Så bliver de ladet op og kan lidt igen. Det er meget bedre end at skrue op for det kunstige lys,” siger Kjeld Johnsen. ”Det kan slet slet ikke give det samme.”
Lysets styrke måles i lux. Og her kan selv den bedste arkitektlampe ikke hamle op med solen.
Tænk lyset ind, når du vælger vinduer
Derfor anbefaler Statens Byggeforskningsinstitut, at de danske boligejere tænker på lyset, når de skal vælge vinduer til deres hjem. Lyset bliver påvirket af vinduets størrelse, konstruktion og placering – ting, som vinduesbranchen har brugt år på at udvikle og forske i.
Hos Rationel har vi eksempelvis specialiseret os i vinduer, der udnytter solens lys optimalt. For os er det vigtigt at skabe hjem med gode energier, et sundt indeklima og masser af dagslys. Vi ved, at dagslys gør folk glade. Og vi kan se, at flere og flere boligejere vælger pænt store vinduer. Der er ingen, der har lyst til at sidde bag bittesmå glughuller længere.
Flere fordele end ulemper
Store vinduesarealer har flere fordele end ulemper, bekræfter Kjeld Johnsen.
”Store vinduer er somme tider udsat for kritik, fordi de lukker for meget varme ind om sommeren. Det er noget pjat,” siger han og påpeger, at solafskærmningen er opfundet.
”Ni måneder om året har vi brug for al det lys og den varme, vinduerne kan lukke ind. Så skulle man nok kunne regulere det med solafskærmning i årets tre varmeste måneder.”
Fire gode råd om vinduer og dagslys
- Vinduerne må ikke være for små. Slet ikke, hvis det er lavenergivinduer med tre-lags glas, der sluger ti procent af lyset.
- Tænk solafskærmning ind i dine vinduesløsninger.
- Sørg for lyse karme og flader indendørs. Det reflekterer lyset og udnytter det optimalt.
- Behersk mængden af potteplanter og tunge gardiner foran vinduet.
Kilde: Statens Byggeforskningsinstitut