Så ville vores vindues-historie begynde i Sdr. Felding et par dage inde i år 1954. Tømreren Richard R. Nielsen havde egentlig planlagt at lave beslag til døre, da han modtog en ordre på 31 staldvinduer …
Tømreren havde styr på sit håndværk og sans for kvalitet. De 31 staldvinduer blev hurtigt ekspederet på hans værksted midt i byen. Og det fine arbejde rygtedes. Snart rullede ordrerne ind på det, der skulle blive Rationels første vinduesfabrik, og produktionen af staldvinduer blev hurtigt overhalet af facadevinduer.
Richard R. Nielsen fik brug for mere plads og flere hænder. Efter fire år udvidede han med en fabrikshal på 600 kvadratmeter, nye maskiner og flere dygtige folk. Der kom tømrere, snedkere og andet godtfolk til, som havde hørt, at der i Sdr. Felding var fast arbejde at få. Der kom folk på kontoret, som sørgede for at få nye ordrer ind og regninger ud. Og der blev trykt brochurer og bygget messestande og et udviklet et større sortiment. Et vaskeægte industrieventyr var begyndt.
Omkring en vinduesfabrik
Mange af de nye medarbejdere kom langvejs fra og var klar til at bosætte sig i Sdr. Felding. Og i begyndelsen af 1960’erne fik vores driftige tømrer en ide. Richard R. Nielsen fik opført en stribe næsten ens parcelhuse på jorden rundt om fabrikken, hvor medarbejderne enten kunne købe eller leje sig ind. Et helt nyt kvarter opstod – smækfyldt med vinduer og ansatte fra Rationel.
Her boede bogholderen, salgskonsulenten, værkføreren og fabriksarbejderen side om side. Deres børn voksede op som legekammerater. Og deres fruer passede hus og hjem på stribe og mødtes til formiddagskaffe, mens mændene var på arbejde.
I nummer 17 på Nygade boede Inger og Vagn. Hun havde tjent i huset hjemme hos Richard R. Nielsen og gjort rent på fabrikkens kontor. Han arbejdede som samler i produktionen. De to havde mødt hinanden til Rationels årlige sommerudflugt i 1960 og blev gift året efter. Som mand og kone rykkede de ind det lille rødstenshus bag fabrikken, der havde kostet dem 39.400 kroner. Komplet med topmoderne termovinduer i yang-træ selvfølgelig.
Et liv med vinduer
Vagn behøvede kun at skridte over vejen for at nå på arbejde klokken 7. Og i middagspausen kom han hjem igen for at spise varm mad sammen med Inger og deres to drenge. Nogenlunde samme rytme fulgte familierne i de andre huse rundt om fabrikken. Efter middagsmaden knoklede Vagn og kollegerne videre, indtil fløjten lød klokken 17. Og når alt lå stille hen efter fyraften, listede kvarterets unger sig ofte over på fabrikkens område og legede mellem bunkerne af råtræ, der ventede på at blive til vinduer. Ikke at de havde fået lov, men der var intet hegn og masser af plads og gode gemmesteder.
Inger og Vagn blev boende i kvarteret, passede deres børn, hus og rutiner og blev gamle sammen. Og vinduerne var med på hele turen. De blev gået efter og justeret og slebet og olieret år efter år. Da Inger blev alene, fortsatte hun med at passe det hele lige så omhyggeligt, som da de var to. Og da hun for et par år siden måtte flytte fra huset, havde vinduerne holdt til vind, vejr og tidens gang i 57 år.
Nye tider på Nygade
De gamle fabriksbygninger ligger der stadig, men produktionen er flyttet forlængst, og lokalerne bruges nu til andre formål. Nybyggerkvarteret – ja det er ikke nyt længere, og Nygade har ændret navn til Mågevej, men kvarteret lever i bedste velgående.
De fleste af husene har skiftet ejer – bliver renoveret og fået nyt liv. Også huset i Nygade 17 er solgt. En ny familie er flyttet ind. Og huset er blevet klædt i nye topmoderne vinduer fra Rationel.
De gamle fik vi lov at få.
De trænger til en smule sandpapir og lidt olie, men så kommer de også til at stå som et smukt minde om nogle af Rationels første facadevinduer. Og et synligt bevis på, at kvalitet og godt håndværk bare holder.